Det var torsdag d. 12.11.2009, klokken var 12.00, vejret var koldt og regnfuldt og det var blevet tid til min næste træningslejr med Kimu Sensei og som altid havde Kimu Sensei skrevet til mig at jeg skulle medbringe hele mig selv og være 100 % åben og modtagelig for læring.

Hmm… var der mon en skjult fælde her? Jeg tænkte meget over hvad Kimu Sensei mente med det, men besluttede mig hurtigt for, at dette ikke var den korrekte indstilling for en rolle model i Shindenkan – så jeg kunne kun komme som jeg er eller den som jeg tror jeg er - Hmm...

Kimu Sensei indledte træningslejren med at fortælle mig at målet med lejren var at jeg skulle gå dybt ind i mig selv og igangsætte min indre afklaring i forhold til mine nærmeste referencepunkter. Ok - sagde jeg og tænkte den er jeg med på.

Han forsatte: ”Når du står i en skarp situation er du nød til at vide hvem du er - også din dybeste hemmelighed eller dit værste mareridt – så du kan være 100 % i balance, objektiv og klar”. Ok – sagde jeg og tænkte jeg har ikke noget at skjule.

”Så hvorfor vælger DU konstant at udsætte dig selv for DIT værste mareridt? Er det et bevidst valg som gør dig tryg? eller er det et ubevidst valg som du ved at du skal afklare?”. Øh hvad – tænkte jeg og sagde ikke noget.

”Vær konstruktiv - En af måderne til at finde den røde tråd er at gennemgå dit forhold til dine referencepunkter og sammenholde de forskellige vigtige perioder i dit liv og find ud af om der er en sammenhæng, et mønster mellem dine valg og hvem du er. Husk at det hele handler om at du finder ud af hvem du er!”.

”Scenarierne spørgsmålene er: Hvorfor gentager du et uafklaret mønster du har fra et referencepunkt overfor et andet men ikke generelt? Dit liv er som historien om de 3 små grise der bygger et hus for at undgå den store stygge ulv! - Find ud af hvad sammenhængen er!”.

Hvad f….. er nu DET for noget – tænkte jeg, det er s.. da ret barnligt, men jeg sagde ikke noget og langsomt gik det op for mig hvad det var Kimu Sensei havde ment med at jeg skulle huske hele mig selv. Opgaven på denne træningslejr var at jeg skulle gå dybt, altså helt ind og søge indre afklaring i forhold mine nærmeste referencepunkter. Angstprovokeret tænkte jeg følgende:

Det var med andre ord mine dybeste hemmeligheder og mine værste mareridt – altså alt det jeg det meste af mit liv har forsøgt at skjule for mig selv og for andre.

Gå meget dybt ind i dig selv, nærmeste referencepunkter - det kommer vist til at gå lidt tæt på mig det her, meget tæt på – gør det ikke?

Træningslejren var i gang og scenen var sat.

De tre små grise.
Det er vigtigt for mig at fastslå at jeg altid har haft brug for Kimu Sensei’s hjælp til at komme videre, når jeg kørte fast og at efterfølgende kører de samme scenarier flere gange. For som Kimu Sensei altid siger” Det er din selverkendelse og ikke min. DU skal kende dig selv. Jeg kender dig allerede”. Men uden hans konstante og kontante hjælp, ville jeg blot have en mikroskopisk chance for at komme i mål som Menkyo. Jeg ved godt det har været hårdt. Sidst måtte Kimu Sensei have en ”morfar” og denne gang ”optimerede” han og måtte brække sig af overanstrengelse!.

Men heldigvis ved jeg også godt hvad som motiverer ham og har han givet sit ord, så holder han det!. Heldigt for mig og rigtig god, at have som ven!. I oktober 2001 ”rendte jeg af pladsen” lige før målet; Menkyo. Kimu Senseis Bujutsu stormester kollegaer gjorde den store fejl (men heldigt for mig J), at fortælle ham, at historisk set var der aldrig nogen efter deres viden og erfaring, som var kommet tilbage og i mål, efter at have rendt af pladsen lige før målet; Menkyo. Det skulle de aldrig have sagt!. De fik læst og påskrevet af Kimu Sensei, at INTET var umuligt og jeg med hans hjælp nok skulle bevise og vise at det forholdt sig sådan som han sagde, - og desuden svigtede han aldrig en ven!.

At sige til Kimu Sensei at noget er umuligt, er som at vifte med et kødstykke foran en sulten løve!. Siger han ja, så skal han nok løse opgaven, selvom alle andre siger den er umulig, sådan er han af natur og sådan har han gjort hele sit liv.

Nu otte år senere mit ”sammenbrud”, står jeg igen foran døren til bujutsu og budo graden; Menkyo – Master of all the Martial arts. Denne gang vil jeg hellere dø end, at rende fra pladsen igen, og med Kimu Sensei som back-up ved jeg, at jeg har den bedste til at dække min ryg for al den frygt alle har, når de står foran døren til Menkyo og endelig møder sig selv som ”gud oprindelig har skabt én”.

Som så mange gange før var værktøjet, til at arbejde med min indre afklaring, meditation og Kimu Senseis øvelser alene, samt Kimu Senseis jerngreb med ”snuden konstant i sporet” igennem løbende og konstante coach seancer, og ligeledes var den brugbare metode, at jeg for mig selv, gennemgik alle de scenarier jeg kunne finde frem og derefter veksle de samme scenarier rundt mellem mine nærmeste referencepunkter.

Dette arbejde gentog jeg igen og igen, indtil der var nogle mønstrene der gav sig at tilkende og når dette skete, søgte jeg at forstå og genkende mig selv og det er her at Kimu Sensei’s reference til historien om de tre små grise og den store stygge ulv dukkede op.

Historien om de tre små grise i forhold til min indre afklaring af mine nærmeste referencepunkter kunne godt forstås som den store stygge ulv der opsøger alle sine inderste hemmeligheder og erkender (æder) dem en efter en og hver gang den møder en forhindring så puster den og puster og pruster indtil forhindringen opløses eller forsvinder lyder det ikke bare ligetil.

Tro mig, det har jeg prøvet – jeg har pustet og pustet og prustet uden held, indtil jeg har fået mig selv i nakken.

Her er så min sande historie om de tre små søde referencepunkter, hvor der er en som er en marcipangris, en der en dejlig flæskesteg og en der er en rigtig præmiegris og så mit store stygge ego der… Eller, for at skåne læseren mod unødig jule sult vil jeg nøjes med følgende:

Det paradokset som fremstod for mig er, at selv om at jeg har foregivet at jeg forsøger at komme ind til grisene for at æde dem, er det i virkeligheden mig selv som har lukket grisene inde – så det er mig selv der har nøglen til at åbne døren!

Moralen i historien om de tre små grise er, at den kloge narrer den mindre kloge og ulven ender med at blive så desperat at den kravler ned gennem skårstenen og ender i gryden og bliver spist af den tredje lille gris.

Kort fortalt: Jeg kan jo ikke narre mig selv - så hvorfor blive ved med at prøve?

For at blive god til kumite er man nød til først at forstå sig selv udefra og ind, gradvist gennem Shoden, Chuden, Joden og til sidst når man inderst inde ved Okuden og det er her lige før Menkyo at de ting der er virkelig tæt på – altså dem jeg inderst inde gerne vil skjule for mig selv og andre – bliver de ting der i virkeligheden ender med at narre mig eller udlevere mig - hvis ikke jeg tager det næste skridt og afklare alle reference punkter og forsætter videre, erfare mig selv og bliver Menkyo. 

Det er derfor at Menkyo, at kende sig selv, hænger så tæt sammen med kumiteforståelse. Forståelse der kommer gennem afklaring om sort og hvid eller liv og død.

Tanker, ord og handling.
Meditation er et godt værktøj til at finde frem til sine indre arbejdsområder, og det er rigtig godt at nedskrive det fundne for at få struktur, men jo tættere man befinder sig på ægte udvikling jo sværere er det pludseligt at få udført sine handlinger.

Det er resultatet der tæller og det er afgørende for resultatet at jeg sætter handling bagved mine tanker og ord og det kan godt være både risikobetonet eller grænseoverskridende - det er jo lige præcis det udvikling drejer sig om.

Konklusionen
Konklusionen er at det ikke forholder sig som man tror, at de beslutninger og valg som man tager, kan blive taget ud fra en virkelighed som var og ikke den virkelighed der er! Jeg gentager det lige igen - Den virkelighed der var og ikke den der er!

Dette er en meget vigtig pointe for mig, fordi det er her de nære referencepunkter spiller en afgørende rolle.

Den skarpe situation, er den virkelighed der er lige nu – og jeg træffer et valg - efterfølgende er det, den virkelighed der var.

Når øjeblikket er passeret kan jeg og omverdenen analyserer, vurdere og bedømme min handling. Var min handling rigtig? Var den drevet af min fortid? Var den drevet af min forventning til fremtid?

Eller var den blot afklaret!

Processen er startet
Beslutningen om at finde sig selv er lidt ligesom at følge TV udsendelsen sporløs, hvor hovedpersonen sætter ud for at finde sit referencepunkt, men i virkeligheden er på jagt efter sig selv eller at forstå sig selv eller lære sig selv at kende.

Det er ingen forskel - at være en god rollemodel er at altid stræbe på at give det bedste af sig selv både til sig selv og til andre.