Ju-Jutsu 2 – Har Ju-jutsu sin berettigelse i nutiden?
Af Søren Nielsen 43 år, 4.Dan Yakami Shinsei-ryu og 5.dan Kodosoku-kai Gensei-ryu Karate-do (2009). Trænet i 28 år.

Har Ju-Jutsu sin berettigelse i virkeligheden eller er det en illusion?

For nogle måske et provokerende og underligt spørgsmål set i lyset af, at Ju-jutsu er en af de største grene indenfor kampsport der findes. Det er samtidig en af de ældste og har rødder tilbage til de rigtig gamle samuraier. Men her taler vi så ikke om den Ju-jutsu vi kender i dag.

Som så mange andre af de gamle stilarter så er Ju-jutsu også blevet moderniseret i en grad, som gør at jeg tør stille mit første spørgsmål.

Ju-jutsu er nærkamp og er opstået med det formål, at kunne kæmpe tæt på den eller de modstandere man kæmpede imod. Dvs. når ens kampafstand lige pludselig ikke længere var af den behagelige slags.

I det gamle Japan hvor der konstant var borgerkrig, kæmpede samuraierne i slag med flere tusinde deltagere. De havde stort set alle sværd og spyd. Under de store slag med mange soldater, ville man på et tidspunkt grundet pladsmangel ikke længere være i stand til at bruge sine ”lange” våben, så som sværd og spyd. Man var derfor tvunget ud i nærkamp. Ikke nødvendigvis ubevæbnet nærkamp, men dyrisk nærkamp der handlede om at overleve.

Tænk på hvilken heksekedel det måtte være at kæmpe i. Når man var færdig med en modstander så var der lige 30.000 andre der også ville slå en ihjel. Presset må have været enormt, hvilket også måtte have gjort de kæmpende til nogle krigere, som man nok ikke lige kunne nedlægge med et enkelt hoftekast!

Som de fleste der har en lille smule indsigt i Ju-Jutsu ved, så består Ju-jutsu af bla. karate, judo og Aikido. Dvs. tre stilarter som bruges i det omfang hvor de hører til i kampen – eller gør de?

Er det virkelig sådan at man klipper imellem de forskellige systemer i kamp? Dvs. først karate parade så karate slag og derefter judo kast med en aikido lås.

I moderne Ju-jutsu ses dette meget tydeligt i de såkaldte ”Duo-games”. Her er kampen indstuderet og bedømmes af dommere. Det er der ikke noget galt i hvis man er til den slags. Men set i lyset af mit første spørgsmål kommer nu mit andet spørgsmål:

Hvorfor kaste hvis man kan afslutte med karate?

I Shindenkan lære vi at se det vi træner som en helhed og ikke som forskellige systemer i hver sin kasse. Det er de samme principper og kræfter der bruges i alle systemer.

Det er nok umuligt præcis at definere, hvilke former for systemer samuraierne har brugt i de tidligere år. Så hvis jeg holder mig til at samle det hele under en paraply, som jeg så kan kalde Bujutsu, så tror jeg ikke at jeg går helt galt i byen.

Bujutsu er nok også mere end bare måden at kæmpe på. Deres indstilling til livet og til kamp, kan sikkert samles under samme paraply. Set i lyset af det, skal man nok ikke se hvert system for sig selv, men i stedet se det som en helhed – Bujutsu.

Bujutsu handler om optimalt udnyttelse og effekt i kamp. Om det er på slagmarken med flere modstandere på en gang eller om det er mand mod mand er ligegyldigt. Det handler om det samme – effektivitet = overlevelse.

De samuraier der deltog i de store slag havde alle en eller anden form for rustning på. Det har nok ikke været særligt effektivt at slå og sparke på dem. Måske allermest fordi at alle der var med på slagmarken havde rustning på. Så selv om deres rustninger var fleksible og kun vejede omkring 11 kg. så har bevægeligheden nok været mere begrænset, end hvis de kun havde deres traditionelle dragter på.

 Jeg tror ikke, at de forfinede låse og kaste teknikker med tilhørende nedtagninger, har været den måde man har kæmpet på. Det har været mere dyrisk og brutalt. Måske meget lig den form for kamp, man ser hos meget erfarne ”gadeslagsbrødre” i dag. Hvilket så kan få mig til at tænke på mit første spørgsmål igen.

Deres rustninger har været rigtig gode til at beskytte og derfor har man nok været tvunget ud i at skulle være effektiv i en grad der ikke er set siden.

Teknikkerne har hængt sammen på en måde, som har gjort at der ikke har været forskel og opdeling i systemer og stilarter. Det har været en og kun en måde at gøre det på. Overlevelse og effektivitet har været i højsædet.

Brug af tyndekraft i sammenhæng med omfanget af rustningerne, har måske været den vigtigste faktor i deres måde at kæmpe på.  De er gået ind i kampen uden at have andet mål end at komme ud i live, men samtidig har de accepteret at muligheden for død har været til stede. Hvilket har gjort at de har været afklaret og har ikke været påvirket af dette. Er det så forskelligt i dag hvis man tænker realistisk selvforsvar?

Så for at komme tilbage til mine egne spørgsmål, så tror jeg på at alle stilarter har sin berettigelse i dag. Hvis man vel og mærke bruger dem i det omfang det kan bruges.

Det er hele tiden et spørgsmål om optimalt og effektiv brug af det man kan. Hvilket er uanset om man er mand imod mand, eller mand imod flere modstandere. Og uanset om det hedder karate, ju-jutsu eller for den sags skyld ”bordbens-ryu”.

Det er ikke stilarten der forsvare dig - det er dig selv.